Hvis jeg ikke kan danse, er det ikke min revolution

Må man danse ved demonstrationer, som dramatikeren Heiner Müller krævede den 4. november 1989 på Alexanderplatz i Berlin? Kan fællessang være et redskab i kampen mod de rådende forhold? Hvilke musikalske gnister fra vores oprørske ungdomsår har stadig i dag kraften til at tænde os – og hvilke er allerede brændt ud?

Denne sangaften – hvis titel er inspireret af et citat, der tilskrives den amerikanske fredsaktivist Emma Goldman – kaster et blik på følelser som drivkraft for forandring. Med en mangfoldighed af forskellige lyde, instrumenter og stemmelægninger begiver det trepersoners ensemble sig ud på en rejse gennem tidsaldre med løftede næver, sungne slagord og svingende hofter. Undervejs klæder det kendte hits, glemte perler, men også klassikere fra den oprørske sangskat i til tider helt nye klæder. En aften om revolutionernes dansbarhed – fra Bertolt Brecht over Karat og Manfred Krug til Queen!